Om Janne

Jeg arbejder som have- og indretningsarkitekt. Min baggrund for dette er lidt atypisk, idet jeg oprindelig er uddannet som bygningsingeniør med speciale i bygningskonstruktioner. Det var jeg glad for, men efter 10 år med statiske beregninger og tegninger af søjler, bjælker m.m., ønskede jeg at arbejde mere kreativt.

Jeg startede derfor min egen virksomhed – Fuglsang Haver og har tilegnet mig masser af viden om planter på Jordbrugets Uddannelsescenter og andre steder i årenes løb.

HAVEARKITEKTUR
Jeg har nu 20 års erfaring som havearkitekt og brænder for den kreative proces med at udarbejde haveplaner. Det ligger mig meget på sinde at udarbejde planer og projekter der fungerer i virkeligheden, som er funktionelle og langtidsholdbare, som er spændende og  smukke at se på.

Jeg søger at bringe grøn frodighed ind i mine projekter og at arbejde MED naturen og ikke mod den. Dermed bliver haven også meget lettere for dig at passe. At ude og inde smelter sammen er også vigtigt for mig.

INDRETNINGSARKITEKTUR
….og af den årsag arbejder jeg også med indretningsarkitektur. En uddannelse fra Dansk Indretnings Uddannelse ruster mig til at arbejde professionelt med boligens indretning – lige fra den overordnede planløsning – til indkøb af lamper, nips og planter til boligen.

I 2024 har jeg derfor ændret min virksomheds navn til ´Janne Fuglsang – Have- og indretningsarkitekt´.

Mangler du friske øjne på boligen? Skal planløsningen ændres? Har du problemer med at finde en stil og retning i boligen? Skal du bygge nyt og vil du optimere din planløsning? Og sikre dig, at huset er placeret helt rigtigt på grunden?

Min tilgang til indretningsarkitektur er den samme som til havearkitektur: det skal være funktionelt, smukt og langtidsholdbart.

 

Med min efterhånden alsidige tilgang til bygninger, haver og arkitektur kan jeg hjælpe dig hele vejen gennem processen, overskue hvordan du bedst griber en kompliceret proces an og sørge for at du når dit mål.

 

Jeg bor sammen med min mand og min yngste søn lidt udenfor Morud i et nybygget hus. Her eksperimenterer jeg med min egen have og med indretningen af mit hus. Et hus der startede ud med hvide vægge, men som nu langsomt er ved at få lidt mere kant og personlighed. Min have kan du læse mere om under ´Referencer´.