Ditlevsdal Bisonfarm
Projekt: Ditlevsdal Bisonfarm
År: 2018-2023
På Ditlevsdal Bisonfarm har jeg efterhånden haft alle hjørner af grunden under behandling.
Jeg har tegnet fire præriehuse. Disse er til udlejning som feriehuse eller i forbindelse med fester på stedet. Jeg har formet arealerne omkring husene med bølgende formationer af buskbeplantninger på skråninger og mellemliggende græsarealer.
Omkring den udendørs terrasse foran restauranten er udført bede med præriestauder.
Der er generelt udført en foryngelse af beplantningen på gården. Flere store kastanjetræer er fældet og nye lind, tjørn, paradisæble m.m. er plantet.
Bag stuehuset er udlagt staudehave.
Senest er området omkring de seks sheltere indrettet med tanke på at tiltrække så meget natur som muligt. Her er plantet fuglekirsebær, hvidtjørn, hæg, syren m.m. og store dele af arealet er overgået fra klippet græs til uklippede arealer med gennemgående græsstier. (En måned efter omlægningen indfandt storken sig 😊 ) I sommerperioden afholdes der yogaundervisning mellem sheltrene og søen.
Samtidig er gårdspladsen indrettet med gårdtræ og levende beplantning foran gårdbutikken og der er udført petanquebane samt anlagt en stor urtehave til brug for kokkene i restaurantens køkken.
De fire præriehuse, bisonfarmerens bolig og yderligere en lejlighed er indrettet som udlejningsbolig. Her er stilen lidt særlig, da den amerikanske bison okse er i fokus og der ønskes en stemning af at være hensat til prærien.